Community
Mød vores kunstneriske iværksættere i SOUND Incubator #2
Impromptu
Sarah Østergaard Frosh
impromptu er et forskningsprojekt, der eksperimenterer med at introducere stedsspecifikke lydforestillinger i Københavns offentlige rum. Det forbinder disciplinerne lydkomposition, performance og antropologi for at lege med at skabe lyde til offentlige rum, som modsætter sig urban fremmedgørelse og sigter mod at opbygge fællesskab og samhørighed blandt borgere.
impromptu inviterer kunstnere til at opløse afstanden mellem mennesker og byen ved at placere lyd midt i hverdagen. Gennem en omhyggelig men improvisatorisk metode til at introducere – snarere end reducere – lyde, udforsker det, hvordan dette kan føre til "positive" forstyrrelser og spontane handlinger blandt borgerne. Hovedidéen bag impromptu er at bruge lyd til at "rekomponere" områder af København og fremme nye og uventede former for interaktion.
POWER TO STAGE
Emil Knutz
POWER TO STAGE har til formål at udbrede bæredygtige energiløsninger på musikfestivaler og demonstrere de håndgribelige fordele ved at brug af grøn energi, samtidig med at man kan hjælpe med at ændre kulturen omkring brug af generatorer.
Gennem dataindsamling og vidensdeling på tværs af festivaler, leverandører og universiteter har POWER TO STAGE en målsætning om at gøre Danmark til frontløber i bæredygtige energiløsninger til festivaler og events.
Anything Everything
Peter Lössl & Jesper Olsen
Anything Everything er et kreativt fællesskab og agentur, der arbejder i krydsfeltet mellem musik og kultur og det kommercielle. Vi har en kunstnerisk vision om at skabe musik- og kulturoplevelser, hvor der er plads til fordybelse og nærvær. Dette kan eksemplificeres ved vores første projekt ‘Screen Session’, som vi afholder i Empire Bio, hvor lyd og visuelle effekter smelter sammen foran og på det store lærred og samtidig skaber en intim og atmosfærisk koncertoplevelse.
Derudover har vi et kommercielt fokus på at bygge bro mellem virksomheder og organisationer og deres yngre målgruppe. Dette gør vi ved at bruge content fra vores arrangementer til branding. I den digitale levealder ser vi et nyligt opstået behov blandt især den yngre målgruppe for at komme væk fra skærmen og ud og opleve i stedet. Med termer som "ad fatigue", der dækker over en overeksponering for trivielle reklamer, især på sociale medier, tilbyder vi derfor et alternativ til dette, hvor der er en gensidig vinding – både for virksomhederne, forbrugerne og kulturindustrien.
Sleeve
Joshua Hull & Anna Lidell
Musikbranchen er en af de mest digitaliserede industrier, men alligevel tjener størstedelen af professionelle musikere uden for top 100 næsten ingen penge online. Branchen har selv erklæret det ubæredygtigt, og på EU-niveau er der blevet stemt for at forbedre vilkårene. Med Sleeve vil vi skabe en platform, der gør det nemt og intuitivt for musikere, bands, komponister og artister at engagere sig med deres mest dedikerede lyttere.
Vores platform giver musikere mulighed for at skabe en mere stabil indkomst gennem månedlige abonnementer og direkte salg af eksklusivt indhold. Fordi Sleeve er en platform kun for musik, fjerner vi de tekniske barrierer, så kunstnere kan fokusere på deres musik, samtidig med at de opnår større kontrol over deres økonomi og relation til deres lyttere.
Genlyd
Anna Sofie Eike
“Genlyd - Forbindelsespraksisser til naturen” er koncert -og lydoplevelser i og med naturen, med et ønske om at bidrage til en dybere forbindelse mellem mennesker og natur og heraf et større psykisk, eksistentielt og sjæleligt velvære, i en tid som kalder på større omsorg for både menneskelige og naturlige ressourcer.
Naturen rummer de samme store kontraster som menneskelivet og kan lære os om balance, fordybelse, nærvær og altings forbindelse - og hjælpe os med at hele og transformere igennem nogle af livets store overgange og kriser.
Performance coaching
Sofie Kallan
Manglende fokus på iscenesættelse og fysisk performance kan let skabe en negativ og usammenhængende koncertoplevelse for publikum. Samtidig ønsker flere artister hjælp til at performe og interagere med publikum.
Fra mit perspektiv som sceneinstruktør og cand.mag. I teater- og performancestudier opstår problemet bl.a. fordi der i koncertproduktioner ikke er en instruktørlignende rolle med ansvar for at instruere artisterne og udvikle et sammenhængende udtryk, der skaber den ønskede publikumsoplevelse.
Med afsæt i teaterfaglige metoder har jeg derfor udviklet en fleksibel, dialogisk og feedbackbaseret iscenesættelsesmetode til at skabe sammenhængende koncertoplevelser.
Tankelyd
Frederik La Cour & Thomas Andreasen
Tankelyd-projektet udspringer af et ønske om at skabe en verden, hvor alle, uanset fysiske evner, kan deltage i den kreative dialog og udtrykke sig kunstnerisk. Vi stræber efter at bygge bro mellem teknologi, musik, design og sundhedsvæsenet for at fremme inklusion og ligestilling. Ved at give personer med funktionsnedsættelser adgang til nye kreative værktøjer, sigter vi mod at skabe et samfund, hvor teknologi demokratiserer adgangen til musikkens verden og åbner for personlig og kunstnerisk udfoldelse for alle.
Ved at kombinere neurologisk forskning med innovation inden for musik og design, udvikler vi et digitalt musikinstrument baseret på brain computer interface (BCI). Dette gør det muligt for personer uden brug af hænder at spille musik ved hjælp af hjernebølger, så de kan udtrykke sig gennem tankens kraft alene.
Connected Songs
Adine Fliid
Connected Songs er en række musikalske performances, der undersøger relationen mellem os og natur. Mennesket er et relationsdyr. Vores overlevelse har indtil videre være betinget af vores evne til at skabe relationer. Men vores fodaftryk skaber problemer for os selv, andre arter og for vores fælles hjem. Relationen til os selv som natur og til det store fællesskab, vi er en del af, skal heles.
Projektet vil udfolde og udforske relationen mellem os og natur gennem musik, lyd og særligt sangen. Sang er kommunikation, og et af sangens fineste potentialer er, at den kan skabe kontakt til de lyttende, følende og intuitive sider af os. Sider, vi har brug for til at overkomme de udfordringer og kriser vi står over for.
Carrie's Going Out
Andrea Sode Dam & Tilde Margrethe Overbeck Christensen
Carrie’s Going Out er en selvorganiseret, aktivistisk event- og kulturplatform, der arbejder tværæstetisk og antikapitalistisk for en mere inkluderende, omsorgsfuld og bæredygtig fremtid for musik - og kulturbranchen. Vores arbejde er interdisciplinært med afsæt i samarbejde og fællesskab. Vi vil sætte et præg på kulturen og samfundet omkring os og inspirere til endnu flere unge initiativer og samarbejder. Vi tror på, at kunst og kultur skaber forandring! En forandring, som vi kan bruge til at udligne hierarkiske strukturer og isolerende, ekskluderende og undertrykkende systemer i samfundet.
Til et Carrie’s Going Out-event er der plads til det tunge og det svære, men også til drømmene og håbet for en lysere fremtid. Vores events vil som oftest søge at bringe nogle problemstillinger i spil, der kan have med identitetsskabelse, klimakrise, fællesskab, sorg, diverse kærlighedsrelationer og meget andet at gøre. Det er ikke altid eventet skal være løsningsorienteret. Forhåbningen for Carrie’s Going Out er, at gæsterne går fra et event med ny energi og et gåpåmod, der kan være indadvendt, udadvendt eller noget helt tredje.
Synergy
Thomas Palmkvist Sørensen
Synergy Booking er en dynamisk platform, der uddanner musikere og de professionelle omkring dem, såsom managers, bookere og agenter. Gennem workshopserien "Opbygning af Musikkarrierer" hjælper vi unge musikere og professionelle med at navigere i musikbranchen og udvikle de nødvendige færdigheder bag kulisserne.
Vores workshops fokuserer på alt, der foregår bag scenen – fra management og booking til ledelse, samarbejde og fondsøgning. Du bliver en del af et engageret fællesskab, hvor du sparrer med andre og lærer af eksperter, samtidig med at du arbejder på dine egne musikprojekter.
Workshoppen ruster dig til at navigere i branchen, lede dit team, forhandle med branchefolk og guide andre gennem deres karriereudvikling. Serien fortsætter med to workshops til vinteren 2024, som bygger videre på kerneemnerne med målet om at blive en etableret del af branchen året rundt.
Marmelade Culture
Tir Wåhlin Treufeldt
Marmelade Culure er et musikkollektiv med fokus på at skabe kunstneriske offline-fællesskaber og fora der, hvor det mangler. Eksempelvis afholder gruppen månedligt arrangementer med det formål at skabe et offline-fællesskab for elektroniske musikere i Danmark på lige fod med det, vi kender fra den blomstrende sangskriver- og jazzscene. Det være sig gennem koncerter, open mics, jams, workshops etc.
Til vores arrangementer er værdier som fællesskab, inklusion, tryghed og nysgerrighed i højsædet, og vi lægger vægt på at skabe et rum, hvor mennesket er i fokus først og fremmest, samtidig med at der er plads til at tage arbejdet med kunst alvorligt. Vi ønsker at samle og optimere samt blande de fællesskaber, som allerede findes på kryds og tværs af de forskellige medier, og vi tror på, at dette er en af de bedste måder at få noget nyt til at opstå kunstnerisk.
Det Åbne Ensemble
Johan Suurballe Wieth & Thomas Mulcahy
Det Åbne Ensemble består af en række af samspils-workshops, med et kurateret ensemble af instrumenter og et lampe-direktionssystem. Foran hvert instrument er en lampe, der styres fra en lyspult. Når personen bag lyspulten tænder lampen, skal personen med det instrument, den står foran, spille. Når den slukkes, skal de stoppe.
Der kræves ingen musikalsk eller instrumental erfaring for at deltage, og formålet med workshoppen er ikke at lære at spille på instrumenter i traditionel forstand, men derimod kollektivt at skabe et rum, hvor man som deltager er med til forme et musikalsk sprog og udforske nye måder at udtrykke sig på.
BIHAV
Sara Tholander
BIHAV er et karriereudviklingsforløb, som ønsker at bryde musikbranchens ungdomsnormer og give artister over 30 år muligheder på lige fod med de yngre. Hovedmålet er at skabe en mere mentalt bæredygtig og sund musikbranche, hvor evner og talent - uanset alder - altid er det centrale.
En branche med et større aldersspænd vil give længere karrierer og udbyde flere muligheder for utallige musikere samt mindske presset på musikere om, at man skal have ”made it” før man er fyldt 30.
Spoiler Room
Alissa Dunsmore & Lewis Parker
Spoiler Room handler om at give plads til det uperfekte og i fællesskab udforske skabelsesprocessen. Vores etos er, at musik og performance skabes i kulminationen mellem kunstner og publikum. Det er i mødet, at vi mærker hvad der fungerer i sangene og hvor vi opdager, hvordan en bestemt idé, vi har leget med, fungerer i praksis. Det er dér, vi får feedback fra omverden. Her kan den musik, der aldrig forlod computeren på værelset, øveren i en bunker eller brusebadet deles. Og de idéer, du troede havde mistet gnisten, kan genopleves på en helt ny måde. For at gøre dette på en socialt bæredygtig måde har vi fokuseret på at afholde Spoiler Rooms kontinuerligt og med forskellige co-hosts (medværter), som hver gang bidrager med folk fra deres netværk og omgangskreds.
Mød projekterne fra Incubator #1
Musik På Trappen
Nanna Treu
MUSIK PÅ TRAPPEN er klassiske livekoncerter i trappeopgange og er skabt med ønsket om at demokratisere den klassiske musik: at bringe klassisk musik ud i et nyt, eksperimenterende og tilgængeligt format, helt tæt på publikum, på dørtærsklen til deres eget hjem. Beboerne åbner deres dør og møder musikken uden at skulle forholde sig til den klassiske musiks traditioner og konventioner. De inviteres ind i et frirum, hvor musikken opleves på den enkeltes præmis - med et glas vin i hånden, iført nattøj med en malebog eller blot med døren på klem. Koncerterne danner ramme for nye relationer og fællesskaber i ellers etablerede boligområder og bringer den klassiske musik ud til flere samfundsgrupper og generationer. Netop hvor de er.
MUSIK PÅ TRAPPEN skal i 2024/25 spille 100 koncerter på 300 dage og på sigt være en tilbagevendende og etableret del i boligområder landet rundt. MUSIK PÅ TRAPPEN skal med musikken i centrum sprede glæde og nærvær, styrke fællesskaber og skabe øget livskvalitet – et trappetrin ad gangen.
Under Loftet
Magne Kjems
Under Loftet er et musikkollektiv, der udgiver musik, arrangerer events og udforsker kunstneriske samarbejder. Vi startede kollektivet fordi vi, som unge kunstnere, savnede alternativer til at komme ind i musikverdenen. Vi oplevede en branche med en overvejende ensporet energi, der var svær at blive en del af, og på den baggrund besluttede vi os for at skabe en platform.
Vi arbejder på at give liv til et fællesskab, hvor der løftes i flok, og hvor vi skaber muligheder for hinanden. Lige nu definerer vi succes som lige dele god økonomi, flere streams og offentlig opmærksomhed, men også læring, erfaringsudveksling, et stærkt fællesskab, frihed til at udforske og gode rammer for innovation.
Vi eksperimenterer med teknikker til at styre og strukturere kollektivet. Målet er at udvikle et bæredygtigt fællesskab, der kan skabe værdi i flere retninger.
INTERⱯCTIVE
Hillary Seshie
INTERⱯCTIVE er en 360° interaktiv musikoplevelse. Vi skaber en unik audiovisuel oplevelse, hvor vores fokus er på at give musikere chancen for at materialisere deres musik i fysiske rammer, og på at give gæsterne muligheden for at dykke ind i det kreative univers, der opstår i musikskabelsen.
Vi kan sammenlignes med en kunstudstilling, hvor audioguiden er kunstneren musik, og udstillingen er kunstnerens univers, tanker og følelser. På den måde for den besøgende et mere intimt forhold til kunstneren og skabelsen bag en single, ep eller et helt album.
Vi tror på, at i dagens digitale æra, hvor skærmtid dominerer, ønsker folk i højere grad en dybere forbindelse til kultur og kunst uden for skærmen. Ved at bringe musikvideoen til live i fysiske rammer åbner vi døren til en unik og sanselig oplevelse.
Safe and Sound
Eva Koza og Dina Fie Lorentzen
Kender du det….
"Klokken er 02:00 og du er på vej hjem. Noget kryber ind under huden på dig. Du ved ikke hvorfor, men du begynder at gå hurtigere, stikker hånden i lommen, for at knuge om dine nøgler. Just in case... Du kigger dig langsomt tilbage...Spejder efter noget ukendt i mørket...Står helt stille, afventende...Og så løber du. Du løber så hurtigt du kan. Løber og løber og løber helt ind til du igen er i sikkerhed. Hjemme…
…I mørket ligger ulven på lur”
Utrygheden i de mørke timer er et velkendt dilemma for mange borgere. Vi arbejder for at gøre rejsen hjem til en tryggere oplevelse og anvender lyd og installationskunst som talerør. Her igennem søger vi at skabe dialog og skubbe til en samfundsdebat om et tryggere natteliv, samt at være en følgesvend på rejsen hjem i mørket.
Vi arbejder ud fra to ben:
Tryghedsskaberen der på det konkrete offentlige sted skal forbedrer vilkårne for et trygt natteliv ved hjælp af kunsten.
Provokatøren som er forankret i kunsten og hvis formål er at skabe debat og belysning af problemet. Denne provokatør udformer sig som en kunstinstallation, er flytbar og kan pop’e op, hvor som helst i landet, hvor utrygheden er til stede.
Cataloguer
Daniel Bruhn Jensen
Projektet 'Cataloguer' har til formål at udvikle softwaresystemer, der forbedrer organiseringen og tilgængeligheden af personlige digitale musiksamlinger samt musikinformation online. Et mål er at tillade brugere at samle deres Spotify-playlister, YouTube-favoritter, Bandcamp-ønskelister og lokale musik-filer ét sted, hvilket åbner for nye muligheder inden for musikopdagelse og visualiseringer, såsom 3D-renderinger f.eks. som en globus med heat-maps af udgivelseslande eller træstrukturer baseret på udgivelsesår om den musik, kunstnere, pladeselskaber eller genrer du lytter til.
Projektet er udviklet på baggrund af tidligere forskning fra IT Universitetet, herunder kandidatafhandlingerne 'Exploring music data visualisation of large personal music collections' (2021) og 'Unifying personal cross-platform music collections' (2022). Motivationen bag projektet ligger i den fragmentering, som digitale musiksamlinger og musikinformation oplever på tværs af internettet og streamingplatforme. Dette skaber udfordringer i organiseringen af personlige musiksamlinger, hvilket forværres med stigende antal af playlister, sange og albums. Projektet sigter mod at skabe en centraliseret platform, der ikke erstatter eksisterende streamingtjenester, men integrerer dem og giver brugerne bedre kontrol over deres musiksamlinger.
Projektet har desuden til hensigt at forbedre korrektheden og tilgængeligheden af musikmetadata online, hvilket kan bidrage til at forbedre registreringen af musikfremførsler på radio, web og live. Dette vil også muliggøre lagring af information om artister, bandmedlemmer og studiemusikere, hvilket kan bruges til at undersøge diversitet i forskellige musikarenaer. Projektet håber at arbejde hen imod at etablere et komplet datasystem, hvor musikforbrugere, artister, komponister og pladeselskaber kan registrere og verificere information om udgivelser fra lyrik til genre og krediteringer.
RO PÅ!
Mathilde Bjerring Eriksen
RO PÅ! er et sangskriver-retreat med fokus på mental sundhed og bæredygtig karriereudvikling.
Visionen er at skabe et rum for ambitiøse musikere, der arbejder målrettet med deres projekter, men som mangler brugbare og konkrete redskaber til ikke at brænde ud, i en konkurrencestærk og benhård musikbranche.
Rapporten ‘When Music Speaks’ (2023) belyser et problem med musikeres mentale helbred. Blandt de 1.800 danske musikere i undersøgelsen betegnes 17 procent som ulykkelige, 24 procent mistrives, og næsten halvdelen har et unormalt højt niveau af angst.
Med dette som afsæt, faciliterer RO PÅ! et rum, hvor mentalt sunde måder at drive kunstnerisk virke på er på dagsordenen. 10 musikere samles på et 5-dages ophold på Bimosegård Refugium. I smukke og rolige omgivelser gennemgår de workshops, sparringssessions og terapi. Programmet omfatter workshops om forståelse af sin kreativitet, psykisk stabilitet i det musiske virke, og om implementering af mindfulness i ens arbejde. Der vil være daglige guidede meditationer, samt individuel kropsterapi og karrieresparring.
Facilitatornes baggrund omfatter stressterapeutisk lægefaglighed, psykologpraksis, professionelt artistvirke, music management og energi- og kropsterapi. RO PÅ! Udvikles af Mathilde Bjerring Eriksen, i samarbejde med Stresslæge.dk, Bimosegård Refugium, SOSO Agency, Nefarious Entertainment, Queer Music Agency, og DMF Hovedstaden.
Jordisk Lyd
Margrethe Tougaard Møller
Jordisk Lyd lever og ånder for at sætte musik til livet, der udspiller sig under og over jorden - og inden i os. FN kalder på kunstens visioner i samtalen om de økologiske kriser. Med dén fakkel i hånden bidrager projektet til at styrke mangfoldigheden af udtryk og bruger musik som katalysator for nye forbindelser i en opbrudstid.
Projektet har to ben. Det ene er at udvikle koncertformater, der inviterer publikum til at samtale, reflektere og synge om alt det, vi har brug for at sætte ord på og drømme om sammen. Det andet ben er at udvikle et kunstnerfællesskab, der internt kan samarbejde og inspirere hinanden. Fællesskabet skal også samarbejde med organisationer inden for forskellige brancher, der ønsker at gå i dialog om hvordan en grøn og retfærdig fremtid ser ud. Det kan f.eks. være temaer, som natur, omsorg, modstand, regeneration og resiliens, der behandles.
Jordisk Lyd har en mission om at aktivere musikeres rolle i transformationer, som økologiske kriser kalder på. Musikken bevæger os, og dét er en særlig styrke nu, hvor vi især har brug for mod, håb og handling.
Skrivefællesskabet
Anders Hjernø
Skrivefællesskabets mission er at hjælpe andre med at udtrykke sig gennem tekst, poesi og sang, gerne med udgangspunkt i deres egne liv og oplevelser.
Skrivefællesskabet brænder for at skabe (skrive)fællesskaber, fordi de er en kur mod empati-underskuddet i vores samfund. For når vi skriver, tager vi noget af selv og lægger det på bordet, så andre kan se det. Det er en måde at vise andre, hvad der foregår indeni dig; hvordan der ser ud inde i dit liv.
Stifteren bag Skrivefællesskabet, Anders Hjernø, bruger ofte sin egen ekspertise som musiker og sangskriver i skrivefællesskaberne. Fx afholdes der dette forår en række online skriveworkshops for unge ukrainere, som i fællesskab skal skabe en fællessang om at leve i skyggen af krig.
Projektet er dedikeret til at skabe rum, hvor alle kan udtrykke sig frit gennem kunst og finde deres egen stemme i fællesskabet.
Genhør
Thomas Eg Matthiesen og Mark Ibsgaard Gregersen
Genhør er en nonprofitorganisation, der i samarbejde med kommuner, arkiver og museer engagerer unge i lokal kulturskabelse, og udstiller offentlig tilgængelig lydkunst, der styrker kendskabet til den stedbundne kulturarv og den lokale kulturhistorie.
Genhør fortolker fortidens lydmiljø på lokalhistoriske lokaliteter, og udstiller lydkunst, som et ekko fra fortiden, i autentiske fysiske rammer. Værkerne afspilles fra rumlige lydanlæg, der tillader de besøgende at træde ind i et levende erindringsbillede. I tomme fabrikshaller, på nedlagte togstationer, i ruiner og i ældre gaderum, får publikum mulighed for at høre lokalhistoriens vingesus.
Genhør bruger lydkunstens æstetik til sanseligt at formidle og at oplyse om den nære danmarkshistorie. Udstillingerne udvikles i samarbejde med lokalsamfundet og bidrager til at manifestere dets identitet. Genhør inddrager lokale unge i kreative workshops. Her får de unge mulighed for at sætte deres præg på udstillingen.
Freelancer
Søren Michelsen
Musikeren Søren Michelsen arbejder på podcasten 'Freelancer', der har til formål at starte en kritisk samtale om arbejdslivet i freelance-tilværelsen og hyper-prekariatet. Søren ønsker at skabe en podcast, der kan fungere som vidensbank, inspiration og læring. Gennem erfaringsudveksling, personlige historier og interviews, vil han stille skarpt på nogle af de udfordringer freelancere står overfor i dag, og samtidig belyse den værdi de bidrager med til samfundet. Hvad driver dem? Hvorfor vælger de denne levevej? Hvordan skruer de deres arbejdsliv sammen?
Music No Magic
Mindaugas Dambrauskas
Musik fremkalder ofte en følelse af magi i menneskers oplevelser. Bag denne 'magi' ligger videnskabeligt dokumenterede effekter på menneskelig udvikling, herunder neurologiske, kognitive og sociale aspekter.
Music No Magic’s udnytter musikkens fulde potentiale og gør en forskel for, hvordan professionelle mennesker udvikles. Det sker ved at inddrage de menneskelige aspekter med henblik på at skabe positiv forandring på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt.
Music No Magiv arbejder med at bevidstgøre ressourcer og kompetencer, og bruger musik, herunder musikterapi, til at skabe resonans med individets dybeste følelser, og gennem refleksionsprocessen jonglerer vi mellem det ubevidste og bevidste. Forløbet hjælper med at skabe indsigt i egne kognitive processer og erhverve redskaber til håndtering af arbejdsprocesser på en mere hensigtsmæssig måde.
Fællesskabet for unge skabere
Helena Desirée Gantzel Gungaard
Hvor går du hen, når du gerne vil have en fod indenfor i kulturbranchen. Mange ender med at føle at de famler i blinde eller at de måske ikke helt er med i klubben, når de skal finde rundt i den kompetitive kulturbranche.
Med netværket vil jeg prøve at skabe et fællesskab for kunstnere og kulturskabere på tværs af udtryksformer, for at skabe et bedre fundament for den enkeltes karriere. Netværket er baseret på tanken: ”Vi løfter bedre i flok og vi rykker os længere, hvis vi befinder os i et miljø med andre som også er i bevægelse.”
I netværket vil man kunne finde andre som drømmer om en fuldtidskarriere inden for kultursektoren. Fællesskabet giver dermed en unik adgang til et netværk i det nære vækstlag, men samtidig skaber det også en vidensbank, hvor man kan sparre, lære og dele kompetencer med hinanden.